Samsons leg

“Samsonlegen” er opkaldt efter Samson fra Biblen, fordi man kun kan kæmpe så længe, man har hår! Håret er en handske, som sættes foran i bukselinningen. Samson var stærk og stor, så legen er også opkaldt efter ham, fordi legen kan blive voldsom ( – men den behøver ikke at blive det).

Børnene deles i to hold. Det ene hold er angribere. Det andet hold forsvarer én eller flere bolde eller andre ting, der er placeret i en cirkel – cirklen kan været et tøndebånd, en kridtcirkel eller en af de malede cirkler på en idrætsbane. Man kan dog også bruge det røde felt på fægtebanen som “cirkel”.

I 5 meters afstand er et handskedepot. Målet med aktiviteten er at stjæle tingene i cirklen – en ad gangen. Alle deltagerne har én handske – placeret foran i bukselinningen.

Forsvarerne står i en afstand af 2-4 meter fra cirklen (afstanden kan afhænge af deltagernes alder, styrke og hurtighed). Forsvarerne må skubbe angriberne væk – så længe forsvarerne har en handske. Handsken mistes ved, at modstanderne tager den i kampens hede. Mistes handsken, må forsvarerne hen i depotet og skaffe sig en ny. Herefter må der forsvares igen.

Angriberne skal forsøge at møve (ikke storme) ind gennem forsvaret. Angriberne må angribe, så længe de har en handske. Mistes handsken, skal angriberne hen i depotet for at få en ny. Herefter kan angriberne igen angribe.

For hver gang en angriber når igennem cirklen, må vedkommende tage én bold med ud. Når bolden er nået, har angriberen “helle” – og kan frit forlade cirklen.

Der byttes roller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *